16-05-2010 Cordon Bleu Diner Amical på Hjerting Badehotel
Med komtur Karl Otto Schmidt i strålende form blev forårsmødet i Cordon Bleu på Hjerting Badehotel yderst vellykket. Årets busudflugt som sædvanligt ledet af Jens-Peter Skov, Sallingsund Færgekro, gik til Kammerslusen, hvor Jens Peter havde planlagt at holde frokosten a la Sallingsund Færgekro ude i det skønne forår.
Men regnen silede ned, og det stormede, så det gjaldt om at passe på hat og briller. Vi indtog den delikate frokost i bussen og fortsatte til museet Ribe Vikinger og Ribe Domkirke, hvor Carl Henning Pedersen har udført et imponerende mosaikarbejde i koret. Vi nåede lige tilbage til hotellet for at konstatere, at AGF må ned i 1. division.


Inden middagen præsenterede komturen deltagerne og uddelte ordenens initiativpris til årets kok 2010 Tommy Friis fra Molskroen, der forøvrigt har modtaget flere priser i år. Godt gået af Jack Tarby, der som adm. direktør får det hele til at gå op i en harmonisk helhed.
Under middagen fortalte Marianne Juul Jensen fra Hotel og Restaurantskolen om den nye uddannelse International Hospitality Management, hvor man kan få en professionsbachelor. Et meget spændende projekt. Jens- Peter Skov underholdt med oplevelser fra Dronningens fødselsdag, alt imens vi med stor vellyst arbejdede os igennem flg. menu og vine:

Aperitif
Medot brut tradition, non vintage, Champagne
Amus
Agurk roullade med rygeost creme og citron vendte Rømø rejer
Forret
Kammuslinger med blomkål og youghurt
Vin
2009 Grüner Veltliner strass kamptal fra Weingut Johann Topf - Østrig
Mellemret
Asparges med brunet smør og pighvar
Vin 2007 Torres fransola white AO, Miguel Torres
95% Saugvignon Blanc og 5% Parellada

Hovedret
Kalvebryst med morkel sauce, gulerod, rug samt nye kartofler
Vin
2006 Chateau la Croix, AOC Pomerol, Saint Joseph Janouix vin
Lavet på 60% Merlot, 20% Cabernet Franc og 20% Cabernet Sauvignon
Ost
Langeli ho og mjød ost fra Enghave gård
Øl
Fanø Vadehav (Mørk ale lavet på tyske traditioner med et pift af Vadehavets natur)
Rabarber dessert
Vin
Allegr Malvasia don bosca Doc Asti samt en
Asti Cantine dei Marchesi di berolo
Kommer begge fra Piemonte. Den første er lavet på Malvasia og den anden på Moscato bianco
Kaffe med lidt sødt og avec
Rom zaracapa 23 års rom og en Remy Martin 1736
Atter en succesoplevelse med dejlig mad og vine. Til kaffen blev der leveret en række prale- og løgnehistorier som sædvanligt, inden vi mætte og trætte kunne gå i "Hästen".

Efter dejlig morgenmad startede vi hjemturen, hvor vi kørte venstre om, dvs. op langs Vestkysten. Vi holdt os så langt ude mod Vesterhavet som muligt indtil Hanstholm, hvorefter vi drønede direkte hjem. Til frokost kom vi helt tilfældigt ind på Thorsminde Kro, hvor det unge ægtepar serverede rigtige Frederikshavner rødspætter hentet på havnen om morgenen.
Vi fik 2 stk. hver, kartofler og persillesovs til den demokratiske pris à kr. 115,- pr. tallerken, hvortil kom, at værten fandt 2 hele rødspætter klar til at lægge på panden samt en portion fiskefileter, som vi fik med hjem. Selvfølgelig mod betaling. Alt sammen foregik i strålende vejr. Blå himmel og 15 grader. Det var livet.
|